Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Carl Nielsen

Mellem aflevering og afhentning ligger dagens forløb, hvor pædagoger og børn har et aktivt liv sammen. Her udvikles rutiner, traditioner, normer og etik. 

Vuggestuen tilbyder nogle helt enestående muligheder for, at barnet kan have en legeverden og et socialt samspil med andre børn. Her findes venner, her forekommer spændende lege med andre, her møder barnet modstand og udfordringer fra ligeværdige. Mindre børn lærer nyt af større børn, der samtidig lærer at tage hensyn til mindre børn.

I Carl Nielsen tager vi os rigtig god tid til alt, vi laver sammen med børnene. Selvom vi har nogle faste rutiner for hverdagen, så er det vigtigere for os at have god tid end at spise på et bestemt klokkeslæt. Det betyder også, at en tur ud af huset indimellem kan være meget kort, fordi vi tog os rigtig god tid til, at børnene selv kunne tage overtøj og sko på, inden vi skulle ud af døren.

Morgen

Vi åbner klokken 7 i fællesrummet, hvor der vil være tilbud om morgenmad til de børn, der er sultne. Klokken 8 fordeler vi os ud på stuerne, hvor der hygges med forskellige aktiviteter. 

Formiddag

Klokken 9.15 har vi samling på stuerne, hvor vi får sagt godmorgen og spiser lidt formiddagsmad. Samlingen en vigtig pædagogisk aktivitet, som styrker børnefællesskabet, når vi taler om, hvilke børn der er på stuen i dag, og hvilke grupper børnene skal være i om formiddagen og hvad de skal lave. Nogen skal på tur - hvorhen? Hen og se på toge eller måske en cykeltur? Det kan også være, vi har nogle sanglege, som børnene har mulighed for at være en aktiv del af - enten ved at vælge sangerne eller gennem bevægelse. 

Efter samling fordeler vi os ud i mindre grupper med planlagte pædagogiske aktiviteter. Typisk er der altid en gruppe, der tager på tur, en gruppe der går på legepladsen og en gruppe, der har aktiviteter indendørs. Ofte bruger vi samlingen til at tale om, hvad vi kan lave af aktiviteter på legepladsen - det kan for eksempel være at finde kastanjer eller regnorme. Indenfor kan vi hygge os med aktiviteter som vandlege, kreative lege, læse bøger eller at bygge en kæmpe togbane. Men vi tror også på, at det vores opgave at give plads til de børneinitierede lege, som vi som voksne så kan gå ind og understøtte og bygge videre på.  

Når vi tager på tur er det oftest i nærområdet, men vi har også ladcykler, der kan tage os på ture længere væk. Det kan for eksempel være til Ryparken, Fælledparken eller til Langelinie og se på skibe. Vi har årskort til Experimentariet og er glade for at bruge deres aktiviteter for mindre børn. 

Frokost

Klokken 11 spiser vi frokost. Vi spiser i mindre grupper med særligt fokus på selvhjulpenhed og at have en rolig stund med dialog og nærvær. Ved måltidet taler vi om kold og varm mad, om det smager salt, surt eller sødt. Børnene får lov til at komme tilbage til måltidet, hvis de alligevel er mere sultne, og vi taler om at være mæt eller ikke mæt. De mindste børn sanser maden gennem fingrene og senere opfordrer vi dem til at spise med ske eller gaffel. Børnene er med til at dække bord, øser selv op på tallerkenen og skraber rester i biospanden, når de er færdige med at spise.  

Efter frokosten bliver børnene skiftet og puttet til lur. De mindste følger deres egen rytme, og sover når de er trætte.

Eftermiddag

Mellem 14 og 14.30 bliver de børn, der er vågne skiftet og får tøj på. 14.30 spiser vi eftermiddagsmad og resten af dagen går med leg og hygge inde eller udenfor. Det kan også være, der er børn, der har brug for at sove en lur. Huset lukker klokken 17.