Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Vuggestuen Carl Nielsen. Vi er en ren vuggestue med plads til 60 børn fordelt på 5 stuer, der holder til på Østerbro i det, der er det gamle Øresundshospital. Det er et stille og grønt område tæt på Svanemøllen Station med mange muligheder for at gå ture med eller uden klapvogn. 

I vuggestuen ser vi børnene som kompetente individer, der skal inddrages i deres hverdag. Børnene har medindflydelse på dagen og inviteres til at være aktivt deltagende i et fælleskab, hvor de bliver hørt og respekteret, ligesom de skal lære at ”læse” andre børns udtryk og holdninger. Vi vil være tilstedeværende voksne i børnehøjde, som lytter og ser børnenes initiativer. Vi tilpasser vores kommunikation, mimik og stemmeføring til barnet eller børnegruppen, og vi sætter ord på handlinger, følelser, samspil og hjælper og guider herved til udvikling.

Børnefællesskab og nære relationer  

Vuggestuen er et fællesskab i mange former og størrelser, og i vores daglige arbejde dyrker vi relationerne rigtig meget med fokus på at lære børnene at indgå i relationer med både børn og voksne. 

Det kommer blandt andet til udtryk, når vi holder samling, hvor vi taler om, hvem der er kommet, er der en der er syg eller holder ferie - ”Hvor mon Carl er taget hen”? Det kan også være, når der kommer nye små i vuggestuen, hvor vi italesætter det overfor de større børn - "Viggo er ikke så stor endnu, pas godt på ham". 

Vi arbejder både med børnefælleskaber, som vi sammensætter, men også dem, som børnene selv finder, som ofte også er her, at de børneinitierede lege opstår. Det kan for eksempel være at køre på "motorcykel” på gangene, stoppe op undervejs, hoppe lidt på madrassen, køre videre og ende med at lege med tog. Som voksne blander vi os ikke i legen, men har en observerende - og hvis det er nødvendigt - understøttende rolle.

Derudover veksler vi mellem at arbejde med store og små børnefællesskaber - hvor de små fællesskaber giver særligt plads til nærvær og aktiviteter, som er tilpasset det enkelte barns behov, så giver de større fællesskaber plads til leg på tværs af stuerne.

Selvhjulpenhed i de daglige rutiner 

Vi bruger dagens praktiske rutiner og opgaver i vores pædagogiske arbejde og er opmærksomme på, at inddrage børnene i det, de har forudsætninger for. Det kan være daglige rutiner som at dække bord, hente madvogn, hente vasketøj eller sætte legetøj på plads. Når vi opfordrer børnene til at hjælpe til - f.eks. ved måltiderne - bliver de automatisk en del af et fællesskab og samtidig opmærksomme på vores traditioner og kulturen i et måltid. 

Vi øver at tage tøj af og på selv - selvfølgelig med en støttende hånd fra en voksen, der sammen med barnet sætter ord på handlingen. Det kan være sætninger som ”Se nu kommer Asta, hun har gummistøvler på – de er gule, hvor er dine gummistøvler?" eller "Nu hjælper jeg dig med strømperne, jeg kan se, du synes, det er svært." Vi oplever, at jo mere børnene kan selv, jo gladere bliver de, og jo mere mod får de på at lære nyt. 
 

Vores hus 

Vores hus er en del af det gamle Øresundshospital. Vuggestuen er bygget sammen af gamle vaskehuse med en blanding af nye og gamle materialer. Vi har god plads og meget gangareal, hvor børnene blandt andet kan køre om kap på "motorcykel" - og hvor der også er små legehjørner med mulighed for rolig leg og fordybelse. Indenfor har vi et fællesrum, hvor vi mødes om morgenen, og som vi blandt andet bruger til fredagsrytmik. Vi har også et læserum, som vi bruger til dialogisk læsning og vores sprogarbejde. Huset er indrettet med mange store vinduer, der giver masser af lys og god mulighed for at følge med i, hvad der sker udenfor. 

Fra hver stue er der udgang til vores dejlige, store legeplads, der har frugttræer- og buske, og som giver mange oplevelse for alle sanser. Sammen med forældre og børn planter vi blomster, jordbær, krydderurter, rabarber og tomater til vores plantedag, og vi har fuglekasser og husker at fodre fuglene om vinteren. Vi finder biller, regnorme og snegle, og her er god mulighed for fysisk udfoldelse og løbe, trille, klatre, hoppe og at blive væk og fundet igen.